TULSTRUP NØRREGAARD
Tulstrup Vestergaard solgte i ca. 1840 et areal nord for Tørring Dal til Søren Sørensen, som er tipoldefar til nuværende ejer Birte Sørensen. Hun er dermed 5. generation på gården.
1. generation
Da Søren Sørensen erhvervede gården var der ca. 20 ha med ager, resten var overdrevsarealer, som efterfølgende blev dyrket op. At opdyrkningen har været et stort slid vidner blandt andet de mange drænkanaler og mergelgrave på gamle kort om. Fra den nærliggende Kielsgaard er beskrevet, at jorden fik tilført ca. 150 læs mergel pr. tdr. land, så det har kostet en utrolig stor indsats at få arealerne gjort dyrkningsegnede. Af et kort fra omkring 1880 fremgår at hele gårdens nuværende areal er opdyrket.
2. generation
Gården lå dengang på den anden side af Kielsgaardsvej ca. midt på marken. I 1905 brændte gården,
en væsentlig større gård blev placeret umiddelbart nord for vejen. Ejeren i 1905 hed Jacob Sørensen. Det var på det tidspunkt tale om en stor gård med flere karle, piger og en fodermester ansat.
3. generation
I 1920 overtog 3. generation gården. Kresten Sørensen blev senere sognefoged for Tulstrup Sogn. På den tid har hvervet som gårdejer betydet bestyrelsesarbejde i mejeri og andre andelsforetagender og det manuelle arbejde har i stor udstrækning været overladt til ansatte. Gården har op gennem forrige århundrede været en veldrevet gård med et stort folkehold. Mælkeproduktion har været den overvejende indtægt, men der har også været både høns og svin.
4. generation
I 1962 overtog Sofus og Stinne gården. På det tidspunkt var der stadig en fodermester og en karl, men mekaniseringen tog fart og snart passede familien selv gården. Gården brændte igen i 1975, hvor kun stuehuset blev reddet og de nuværende staldbygninger blev opført. Gården blev bygget til 70 malkekøer, 30 søer og fedesvin. Der blev bygget foderlade og maskinhus, og gården var i 1975 et typisk familiebrug.
5. generation
I 1987 flyttede den nuværende ejer ind, Birte og Jørgen Sørensen, og drev gården indtil 2006 sammen med Birtes bror Niels. I 2006 blev mælkekvoten solgt og bygningerne blev renoveret til anden anvendelse.
Tulstrup Nørregaard - Birte og Jørgen Sørensen - Ry - Danmark